karina_bjerregaard_headerBlandt brosten, ballade og barer ligger en plads som nok de fleste i landet har hørt om. Pladsen ligger omkranset af de høje lindetræer med de gamle københavnerbænke ved deres fødder. Blågårds Plads er ikke bare en plads i hård granit, men et samlingspunkt med et blødt, bankende hjerte.

Vi fejrer Kai Nielsens monumentale udsmykning af Blågårds Plads ca. d. 10. juni 2018, 100 år efter den blev opstillet – og hele kvarterets liv og kultur.

Stenbroens granitoase
Blågårds Plads er ikke bare hjertet af Nørrebro – det er verdens navle. Blandt pladsens beboere og daglige brugere hersker ingen tvivl om, at her er det absolutte udgangspunkt i tilværelsen.
Vi befinder os midt i et udpræget arbejder-brokvarter.
For et halvt århundrede siden var Blågårds Plads kendt som tilholdssted for sprittere og drukmåse, og en overgang i 1970’erne tillige for narkomaner og narkopushere. Den tid er forbi.
I dag er pladsen omfattet af fredning. Den er igen blevet rig på børn og unge og danner ramme om fritid og lokalt kulturliv. Den fungerer også som en hjørnesten i bydelens indsats på social- og integrationsområdet. Med knap 100 logerende husstande bærer Blågårds Plads i dag tydeligt præg af multietnisk tolerance, social samdrægtighed og fælles idræts- og kulturoplevelser året rundt.
Stort set alle Københavns torve og pladser er opstået som knudepunkter for samfærdsel og handel. Men Blågårds Plads har aldrig haft nogen trafikal funktion ud over at lægge rum til ulovlig parkering.
Blågårds Plads ligger fredeligt klemt inde i et beboelseskvarter kaldet Sorte Firkant. I byrummet danner den en befriende rektangel omkranset af høje storbladede lindetræer – en krydsning kaldet kejserlind – og udsmykket med Kai Nielsens berømte granitfigurer.
Fortovscafeer, medborgerhus, bibliotek og lokalt forretningsliv er med til at skabe liv og leben. Året rundt samles folk om boldspil eller på petanquebanen på pladsens grusareal.
Men ellers handler Blågårds Plads rigtig meget om granit og brosten.

Brosten og Ballade
Kvarteret hører blandt Københavns særegne og mest presseovervågede byområder. Især som følge af Blågårdkvarterets tradition for beboeraktivisme, levende græsrødder og subkulturer. Men også efter etnisk uro og akutte familieopgør i 1990’erne, som pressen elskede at slå stort op.
Hertil kommer en lang række aktioner først fra 70’ernes slumstormere, siden 80’ernes BZ’ere efterfulgt af de autonome, og endelig voldsomme anti-EU demonstrationer i bydelen i 90’erne, som pressen også har udbasuneret som særlig nørrebrosk. Senest har unge autonome uden lokalt tilknytning benyttet pladsen som udgangspunkt for striber af demonstrationer.
Det har skabt et noget misvisende opfattelse af Blågårds Plads som ballademageres og brostenskasteres magtområde. Kvarterets faste beboere ved, at de ivrigste stenkast mod ordensmagten og regulære gadekampe mod politiet er gjort af folk uden lokalt tilhørsforhold. Men fordi det er sket, er Blågårds Plads og Indre Nørrebro offentligt stemplet som urostifternes primære domæne.
Lokalt ved vi dog bedre. I spøg har stedlige kræmmere overvejet at tilbyde brosten som Blågårdsouvenir for nysgerrige turister, der kun kender området fra pressen.
Brosten eller ej, Blågårds Plads handler faktisk meget om granit. Det ses først og fremmest af pladsens udsmykning, der er en samlet pladsskulptur bestående af et væld af kompakte granitprofiler skabt af billedhuggeren Kai Nielsen mellem 1914 til 1920.
De 22 enkelte figurer og figurgrupper står indlejret i en lav rektangulær pladskarm af råt tilhugget granitkvadre og forestiller aktive kropsarbejdere og deres børn.

Følg med og deltag! Se bestyrelsen her.

Kontakt:
Projektrice: helle@blaatblodtilalle.dk
Designer/billedkunstner: karina@blaatblodtilalle.dk